3 generationer på MiniCruise til Oslo
Vi – Tante Trut, lille Liam på 6, min egen på 13 år og mormor i 70’erne – skulle finde en hyggelig familietur. Den skulle ikke være for lang og kunne underholde alle, så valget faldt på et MiniCruise til Oslo. Vi bookede en 5 personers kahyt med køjer og begrænset havudsigt og fik hver vores “hylde”. Kahytten var ikke stor men udmærket med alt, vi skulle bruge. Vi havde også på forhånd bestilt bord i 7 Seas Buffet Restaurant, hvor vi efter en lille tur rundt på skibet gik om bord i alle lækkerierne – især skaldyrene nød vi i fulde drag.
Buffeten havde noget for os alle, selv de små fik fyldte maver
– ja, hvis ikke af andet, så af det store udvalg af desserter!
Efter middagen var der skattejagt for børnene, hestevæddeløb hvor de var så heldige at vinde tilgodebeviser, og derefter fik de sig en dukkert i de udendørs bassiner.
Vi voksne beundrede solnedgangen fra Neptune Sky Bar
og nød livet, en øl og live musikken i Navigators Bar
Vi havde besluttet os for en selv-guidet-hjemmelavet rute i Oslo, da vi havde strenge krav der skulle opfyldes – Mormor der ville opleve noget kulturelt, og de små fødder som ville kunne tumle lidt rundt, og ingen af dem kunne gå for langt.
Ruten blev derfor som følger: Vi gik fra færgen hen langs havnefronten til Operahuset, hvor der er tænkt mange funktioner ind i selve bygningen – også for ikke-besøgende til selve huset. Der er en super flot udsigt oppe på taget ud over hele byen, og det kan jo heldigvis imponere mange, både store og små.
Operahuset
Udsigten fra Operahuset
Og endnu en flot udsigt over byen!
Derefter gik turen videre op til Jernbanepladsen. Vi fortsatte op ad gågaden Karl Johans Gata, hvor vi spiste en hyggelig frokost på McDonalds.
Dernæst kom vi forbi Stortinget (parlamentet) og endte i slotsparken.
Ved slottet
Efter endnu en lille pause styrede vi næsen mod Rådhuspladsen. Vi gik langs Stranden, som er et nyere opblomstrende café/restaurant/indkøbs kvarter, som ligger lige ud til havnen – enormt hyggeligt og super charmerende sted! Her fandt vi også en isbutik og fik tanket lidt op og hvilet benene. Vi fortsatte videre over til Akershus fæstning, som har ligget der i over 700 år, og som er endnu et dejligt åndehul midt i en storby. Færgen ligger lige ved siden af, og vores skønne rundtur var derfor færdig. Oslo er en dejlig storby, som i forhold til København faktisk virker lidt som en provinsby. Der er ikke så mange mennesker og en dejlig rolig atmosfære.
Super hyggelig by, hvor man også støder på mange søde og pudsige ting undervejs på en gåtur.
Fx en kæmpe hammer
Et kæmpe hjerte
Et kæmpe ur
Og et flot springvand med en skulptur
Vi startede sejlturen hjem med at efterlade mormor i kahytten til en lille lur, mens vi andre hoppede i de udendørs jacuzzier på 10. etage og nød udsigten ud over Oslo igen.
I poolen på dækket
Fra samme sted kunne vi også nyde den flotte udsejling gennem Oslofjorden
Vi havde igen bord i 7 Seas Buffet Restaurant, ved det BEDSTE bord man kan få i restauranten, med den flotteste udsigt, og vi nød igen alle de lækre retter fra buffeten, som er virkelig lækkert anrettet.
Buffeten i 7 Seas Buffet Restaurant
Vi gik en tur gennem Tax Free shoppen, hvor der blev fyldt godt op med slik, parfumer og makeup. Aftenens underholdning var i Columbus Club, hvor Mormor fik vippet lidt med hofterne og vi alle fik et billigt grin! 🙂
Mormor havde også en dejlig tur!
Vi var alle meget trætte efter en lang dag og fandt tidligt vores “hylder”.
Alt i alt en super dejlig tur for alle 3 generationer – det gør vi helt sikkert igen!
Hilsen
Pernille
Det ser så fint ud! Det kunne havde os- vi var også 3 generationer, 4 voksne og 2 børn – skønt så skønt!
Jeg elsker den hyglie tur.Der for gerne hver måned